Gardens historie
Aalborg har siden 1983 haft sin egen garde, som blev dannet på
grundlag af det daværende Vester Mariendal Skoleorkester. Garden
har deltaget i utallige arrangementer af meget stor bredde, såvel
lokalt, som nationalt og internationalt.
Garden har igennem tiden kunne opretholde et stabilt medlemstal og
musisk højt niveau. De ca. 40 - 50 unge mellem 10 og 25 år, er alle
ens uniformerede i flotte blå og røde farver. Et kulørt og
velspillende indslag til ethvert arrangement.
Vi kan lidt af hvert, og mere til...
Aalborg Garden består af to forskellige enheder, et
tamburkorps og et musikkorps, der kan
optræde enten hver for sig, eller sammen som en samlet garde.
Musikkorpset består af forskellige messingblæsere,
samt en percussiongruppe. Repertoiret dækker alt lige fra velkendte
marchmelodier, over populær rockmusik, til "klassiske klassikere" -
og ved siddende koncerter leveres større og mere avancerede
værker.
Tambourkorpset er bemandet med trommer, fløjter og
lyrer. Udover marchmusik, spilles der ligeledes et bredt repertoire
med bl.a. Riverdance, Walt Disney temaer samt Michael Jackson. |
Her, dér og alle vegne...
Aalborg Garden er altid klar til at deltage i profileringen af
Aalborgs kultur-, sports-, forenings- og forretningsliv, hvad enten
det er ind- eller udland.
Med flotte uniformer og høj musikalsk standard, trækker
gardisterne mange mennesker til, under de forskellige
arrangementer.
På ulige år deltager Garden til DM for Bygarder, og på lige år
rejser garden til udlandet, hvor kombinationen af ferie og musik,
er med til at vise Aalborgs ansigt udadtil.
På gardens rejser har lokalbefolkninger i Holland, England,
Frankrig, Tyskland, Letland, Luxemborg, Tjekkiet, Polen, Ungarn,
Østrig, Italien, Norge og USA, hørt Aalborg Garden i forskellige
sammenhænge.
|